Hej Mikael.
Ser godt ud med stamtræet!
Nu har du en fantastisk ligsten at prale med!
JA - dette er en besked til LÆSEREN af ligstenen!
Glem ikke, at De selv er lavet af ler [-> Glem ikke, at De selv også skal dø (og stå til regnskab ved Dommedag) - et Memento Mori].
At der står ler er nok
for at det skal rime ["mer" og "ler"], og så kan man kan ikke skrive jord.
Jeg oversatte vraa til
moderne dansk "afkrog", og det virker som om jeg har ramt, hvad den svenske mening er idag! En afkrog er et lille afsides hjørne.
Dansk og Svensk er jo begge fra Øst-Nordisk, så jo ældre tekster jo mere vil de ligne hinanden.
Jeg så faktisk en video om Gammalsvenskby i Ukraine (oprindeligt bosat af estlandssvenskere fra Dagö i 1780-1781), hvor nogle få gamle kvinder, der kunne svensk stadigt var i live.
Den svenske turist ser den gamle dame omtale noget som "Blöd" og fatter ikke noget, da tingen ikke var "fuktig" og det jo hedder mjuk på moderne svensk.
Men "blød" hedder det (som den gamle dame mente) også på dansk [engl. Soft].
Så estlandssvensk brugte åbenbart det samme ord som på dansk, hvor det moderne svenske var skiftet. Moderne svensk "blöt" er det samme som "vådt" på dansk [engl. Wet]
EDIT: Gammel dansk har faktisk verbet "at mjuke", som betyder at ydmyge/tvinge nogen [humiliate/force someone]; og som
adjektiv: En mjuk person = En ydmyg person [Ödmjuk].
Kilde:
https://gammeldanskordbog.dk/ordbog?aselect=mjuke&query=mjukMed venlig hilsen
Niels
PS:
Ordet "Eftermand" er ret specielt, da de jo hentyder til enten en efterkommer eller specifikt når en mand gifter sig med en enke og bliver hendes 2. ægtemand.
Her står der "
wor eftermand" - altså at både Hans Christensen Rafn og hustruen Margarete Eliisdatter ser Dommedag som deres "2. ægtemand"!
Jeg tror dette har noget med den middelalderlige forståelse (f.eks Bernard af Clairvaux) om "brudekammeret". Kristus som Brudgommen og den Troende som bruden i Brudekammeret.
Hos Luther bliver brudekammer-motivet tolkes som den kristnes forhåbning om at troen giver dem Guds Nåde.
Så både Hans Christensen Rafn og Margarete Eliisdatter ser sammen frem til Dommedag, som et
symbolsk ægteskab Nr. 2 med Gud/Jesus ved Dommedag; og hvor de iklædes Engleskikkelse i stedet for Adams syndefalds skikkelse [arvesyndens forbandelse, som ophæves for de rettroende og medfører det evige liv].