Mot bakgrund av vad som där stadgas är det lite svårförståeligt hur en "tattarkungs dotter" kunde vara dopvittne/fadder 1683. Men kanske tillämpningen inte alltid var så god.
En senare förordning (1748) gör tydlig skillnad mellan kringstrykande (som ska jagas ur riket) och sådana "Tartarer och Zigeuner" som är bofasta och idkar "lovlig näring":
https://stockholmskallan.stockholm.se/post/29812
Möjligen är den skillnaden också underförstådd i den tidigare förordningen
Det virker for mig helt klart at det er den nomadiske tilværelse/kultur, som er dét uacceptable. Det var den jo også for de fleste almindelige skandinaver, som skulle have pas bare for at bevæge sig fra et sogn til et andet! Oveni ser man at kirkesogn havde en kirkekasse til at betale for begravelsen (præsten skulle jo have løn) af sognets fattige - man ville absolut ikke betale for fremmede som døde i sognet (så alle omkringstrejfende folk blev set yderst negativt). Så at man lovmæssigt, i Sverige 1748, klart adskiller mellem dem som har nomadisk kultur og dem som er fastboende viser at det er livsstilen og ikke den etniske gruppe, som er det problematiske.
Det at være "sigøjner" er jo en livsstil = den nomadiske. Ikke alle roma'er er sigøjnere og ikke alle sigøjnere er roma'er. Vi har f.eks "irish travellers" i Irland og England, som helt klart er etniske nordvest-europæere, men som også har været set yderst negativt på grund af deres nomadiske livsstil.